Mig Selv

Mig Selv er et verk fra 1841, og er et av Henrik Wergelands mest kjente dikt. Diktet er et svar på påstanden i Morgenbladet om at dikteren var i slett lune, i dårlig humør. Diktet er skrevet i ubunden form. Det finnes en linje i diktet som ofte blir sitert:

«Klag ikke under Stjernerne over Mangel paa lyse Punkter i dit Liv.»

Avslutningsvis henvender han seg til journalistene. Han mener de ikke oppnår særlig ved å fornærme ham; han minner dem om at de aldri har fått tak i det underliggende poenget, det leende hjertet bak masken.

«Ve eders matte Fingre, at I ikke kunne faae fat paa det!»

Morgenbladet begynte tidlig på vinteren i 1841 å angripe Wergelands «Engelsk salt», som var en forsøksvis forsoning med Ludvig Kristensen Daa fra Wergelands side. Wergeland svarte på tiltale fra Morgenbladet flere ganger, og i løpet av februar og mars var det flere meningsutvekslinger mellom Wergeland og Morgenbladet. Temaet var ikke bare Wergelands verk, men handlet i stor grad om Wergelands personlige gasje fra kong Karl Johan, som Morgenbladet konsekvent omtalte som hoffpensjon. Også Wergelands jobb som riksarkivar og dermed forbigåelsen av Daa ble tatt opp.

Mig Selv

Jeg i slet Lune, Morgenblad? Jeg, som kun behøver et Glimt af Solen

forat briste i høi Latter af en Glæde jeg ikke kan forklare mig?

Naar jeg lugter til et grønt Blad, glemmer jeg bedøvet

Fattigdom, Rigdom, Fiender og Venner.

Min Kats Strygen mod min Kind udglatter alle Hjertesaar.

I min Hunds Øjesænker jeg mine Sorger som i en dybBrønd.

Min Vedbende er voxet. Didudafmit Vindu har den baaretpaa sine brede Blade

alle de Erindringer, jeg ikke bryder mig om at gjemme.

Den første Foraarsregn vil falde paa Bladene og udviskenogle troløse Navne.

De ville falde ned med Draaberne og forgifte Regnormens Huler.

Jeg, som læser Henrykkelser paa hvert afCentifoliens, den Vaargaves, hundrede Blade —

mig skulde en slet Avis bringe til at qvæle en Sekund med Ærgrelse?

Det vilde være som at dræbehimmelblaae og rosenrøde Sommerfugle.

Den Synd gyser mit Hjerte for i sitInderste.

Det vilde være som at overøse mitendnuugraanede Hoved med Aske,

og at bortkaste de Diamanter afstraalende Sekunder, Tiden endnunedsaaer derover.

Nei, frisk I Journalister! hvæsser eders Rævekløer kun paa Klippen.

I rive kun Blomster løs og lidt Mos til en blød Grav.

Som Insektets Stik i Muslingen, avler Fornærmelser kun Perler i mit Hjerte.

De skulle engang pryde min Aands Diadem.

Jeg hade? Naar en Fugl flyver over mit Hoved, er mitHadfluxtusind Alen borte.

Det flyder hen med Sneen, det gaaer med de første Bølger fra Land og langt ud i Havet.

Men hvi skulde ikke mine Aarer vredes?

Berøv ikke Landskabet dets brusende Bæk!

Høistærede Vidjebusker, tillader Bækken at skumme, naar den gaaerimellem Stene.

Jeg elsker ikke evindeligblaa Himmel, som jeg hader dumme glanende Øine.

Har jeg ikke en Himmel, fordi den er fuldaf drivende Skyer, Solens Eventyrslande?

Og om jeg ingen havde, er Guds ikke stor og herlig nok?

Klag ikke under Stjernerne over Mangel paa lyse Punkter i dit Liv.

Ha, de blinke jo, som om de vilde tale til dig!

Hvor straaler Venus iaften! Har HimlenogsaaForaar?

Nu have Stjernerne lyst hele Vintren; nu hvile de og fryde sig. Halelujah!

Hvilken Rigdom for en Dødelig!

Min Sjel fryder sig i HimlensForaarsglæde, og skal deeltage i Jordens.

Den tindrer stærkere end Vaarstjernerne, og den vil snart springe ud med Blomsterne.

Herlige Aftenstjerne! Jeg blotter mit Hoved.

Som et Krystalbad nedfalder din Glands derpaa.

Der er Slægtskabmellem Sjelen og Stjernerne.

Den triner i Stjernelyset udenforAnsigtetsForhæng, hvis Folder ereforsvundne.

Straalerneovergyde min Sjel med en Rolighed som af Alabaster.

Som en Büstestaaer den i mit Indre. Stirr i dens Træk!

Nu ere de, som I ville have dem. De spodskeere stivnede.

Min Sjel har kun Ligets milde Smiil. Hvi forfærdes I mere?

Den Djævel! Büsten har et leende Hjerte under sin Rolighed.

Ve eders matte Fingre, at I ikke kunne faae fat paa det!